Her får du 10 livskloge danskeres bedste erfaringer og råd, når livet gør ondt
Jeg har spurgt 10 livskloge danskere, hvad de gør, når de har det svært, og når livet gør ondt.
Spurgt dem, hvad der virker bedst for dem, og spurgt, hvad de gør, for at passe godt på sig selv og komme godt videre, når de har det svært, når livet gør ondt.
Disse 10 har jeg valgt, fordi de er mennesker, som jeg synes gør det rigtig godt her i livet, mennesker, som jeg lærer noget af, og mennesker, som jeg holder af at følge på forskellig vis.
Jeg har bedt dem om at give deres tre bedste råd videre her, og jeg er både dybt taknemmelig og rørt over, at de alle har sagt ja.
Ja til at hjælpe, ved at dele deres egne bedste erfaringer og råd om, hvordan du kan komme godt videre, når livet er svært og gør ondt.
Det er jeg dybt taknemmelig fordi jeg ved, at der er rigtig mange mennesker, der har det svært og har brug for en håndsrækning.
Og det ved jeg, fordi jeg har specialiseret mig i at hjælpe mennesker, der er ramt af svære ting i livet. Mennesker, som måske endda er tæt på at miste håbet om, at der findes nogen eller noget, der kan hjælpe dem.
De får min hjælp til at genfinde indre ro og balance og få åbnet for livsglæden igen, bl.a. med familie- og parterapi og psykoterapi . Og det kan både være her hos mig, eller som som Online terapi over nettet eller telefonen.
Jeg har stillet disse spørgsmål til de 10 udvalgte:
Hvad er dine bedste erfaringer med at komme godt videre, f.eks. når du er presset og stresset, når energien er lav, eller du er ramt af modgang, tab eller andre kriser?
Hvad er dine tre bedste råd?
Hvad virker bedst for dig og hvordan tager du dig godt af dig selv, for at komme godt videre, når du har det svært og når livet gør ondt?
____________________
____________________
Maj Wismann
Mine 3 bedste råd, når livet gør ondt:
1) Accepter, at det er sådan, det er lige nu – det værste du næsten kan gøre er, ikke at ville acceptere, at livet har spændt ben for dig. JO hurtigere du accepterer, at det bare er noget lort pt. og at du nok skal komme videre, jo hurtigere og nemmere er det for dig, at begynde at handle og gøre en aktiv indsats i retningen af at få det bedre.
2) Pas på dig selv – Det tog mig mange år at lære, at jeg skulle drage omsorg for mig selv, når jeg var ked af det. Som voksen er det mit eget ansvar at få det, som jeg har behov for. Jeg måtte i en periode, mens jeg indøvede dette, tænke: ” Hvis det her var sket for min lillesøster, hvordan havde jeg så trøstet hende”; og så give mig selv det. – Alle mennesker er sårbare og kan blive ramt – og så skal man kunne passe på sig selv.
3) Find ud af, hvem der kan hjælpe dig, men også hvem der ikke kan. Der er simpelthen ikke noget værre end mennesker, som faktisk gør din situation værre, når livet gør ondt. Derfor er det vigtigt for mig at være utrolig skarp på, hvem der er der for mig, når livet sparker mig i ansigtet – for ja, jeg får også masser af slag. Hvem kan jeg ringe til, hvem kan jeg snakke med, hvem kan hjælpe mig videre. Og så holde mig L-A-N-G-T væk fra de mennesker, som kun ønsker at være sammen med mig, når livet er fantastisk. Det er min tid og kærlighed alt for kostbar til. Det lyder hårdt, men jeg har lært min lektie. På den hårde måde.
Maj Wismann er ejer af sitet websexolog.dk og en af Danmarks førende sexologer og eksperter i sexlyst.
____________________
____________________
Thomas Rosenstand
Egentlig er det vanskeligt at opdele i 3, 5 eller 1 godt råd, for tingene hænger jo sammen.
Som med alt andet i livet gælder det, at forebyggelse er bedre end helbredelse, men selv den mest minutiøse planlægning af liv og færden er ikke en fuldstændig beskyttelse. Alligevel er det værd at arbejde ud fra det tankesæt, at du altid skal have en plan B parat. Det, at man ved, at man har noget i baghånden, giver en indre ro, der er uvurderlig i hverdagen – og som giver ekstra kræfter, når noget slemt indtræffer.
Hele konceptet med ”Plan B” har jeg indgående beskrevet i mine bøger ”Virkeligheden er klog” og ”Virkeligheden er stadig klog”.
Når det går galt
Det første trin, hvis du rammes af en fyring, af et tab eller andet grimt, skal altid være: ”Vurder skaden”. Det er vigtigt, for det kan ofte give dig et lidt mere nuanceret syn på det skete. Tag en dyb indånding, vurder omfanget af det skete og dets konsekvenser. Gør det disciplineret – nærmest i en liste. Hvis du faktisk skriver ned, punkt for punkt, hvad der er sket, er det en hel del nemmere bagefter at angribe punkterne et for et.
Der vil altid være nogle af punkterne, der er nemme at gå til. Lad os sige, at du har nedskrevet 10 punkter, hvor det skete rammer dig. Hvis du nu relativt nemt kan gøre noget ved bare 3 af dem, står du tilbage med 30% mindre katastrofe. Det giver overblik og lidt mere tro på, at det her kan du sagtens klare.
Den lille tings magt
Vi mennesker er forunderligt skruede sammen på mange områder. Et af dem er vores hjerners evne til at tage én lille ting og blæse den op til uhyrlige dimensioner.
Det kan være vores partner, der ikke vender knivene rigtigt i bestikskuffen, klemmer forkert på tandpastatuben eller noget andet ligegyldigt. Vi kan lade det ”problem” vokse til så voldsomt omfang, at det faktisk BLIVER et problem. Og så er fanden løs.
Det gode er, at vores hjerner er lige så gode til at gøre det med omvendt fortegn: Vi kan finde en lille god ting og gøre den stor.
Det kan være en blomst i haven, en sang, en bog – ja hvad som helst. Og den evne skal du bruge, hvis livet føles uoverskueligt.
Når du har lavet din liste med ”alt det frygtelige”, håndterer du de punkter, du relativt nemt kan håndtere. Derefter tager du en ny liste, hvor du skriver nogle af de gode ting, der giver dig fornøjelse, glæde, ro og så videre.
Tag derefter en ting fra positivlisten – og gør så det! Du vil opleve, at du får mentalt overskud til bagefter at snuppe et punkt eller to fra den negative liste, og pludselig ender den negative liste med at være meget kort. Eller helt forsvinde.
Lad mig prøve med 3 råd
- Hav styr på dine ”Plan B” – eller beredskabsplaner, om du vil. De er det stærkeste mentale værktøj, der findes i verden. Mindre kan ikke gøre det!
- Sørg for at udvikle et mentalt ”fredsted”, hvor du kan putte dig selv hen i et par minutter eller mere. Det giver ro til de mere pragmatisk anlagte dele af hjernen – og så kommer løsningerne ofte fra netop den del af din tankeproces, mens du mentalt er et helt andet sted.
- Lær at tænke progressivt i stedet for defensivt. Det siges, at det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. Jeg vil hellere have, at du tænker: ”Det, der ikke slår mig ihjel, må hellere rende stærkt”. Underforstået: Beslut, at problemer, modgang etc. ikke blot skal imødegås – men nedkæmpes! Jeg tillader mig at henvise til et kapitel i ”Virkeligheden er stadig klog”: ”Front Sight Focus – behandling af frygt”
Thomas Rosenstand er iværksætter, forretningsmand og forfatter til adskillige bøger. Født i 1963 og med en ukuelig overbevisning om menneskets helt ekstreme ressourcer. Han har siden 2009 boet i Florida, USA, hvor han skriver bøger, arbejder for kunder over hele verden og er en ivrig debattør. Thomas coacher også en række mennesker via Skype – både private og erhvervsledere.
De omtalte bøger kan findes her: www.virkelighedenerklog.dk
____________________
____________________
Hanne Alling Riisager
Når jeg er presset, nede og i krise, gør jeg forskellige ting:
- Jeg skriver dagbog om, hvad jeg er fyldt og optaget af. Jeg sørger dog for, altid at få min. en positiv ting med fra dagen og evt. en smiley, som angiver dagen. Når jeg bruger smileyer, så opererer jeg med 5 forskellige – som kan visualisere hvordan dagen har været for mig. Den kede af det smiley som den værste og den meget glade smiley som den bedste. På den måde kan jeg se tilbage på dagene og visuelt se, at dagene ikke har været så slemme og tunge som jeg husker dem i hukommelsen.
- Jeg tager med det samme Bach´s Blomsterremedier
- Jeg går lange ture i naturen, og på tidspunkter, hvor jeg med stor sandsynlighed ikke møder andre. Her er jeg udstyret med papirslommetørklæder så jeg kan græde igennem og evt. råbe/skrige, uden at der er nogen der tror, der er udbrudt krig :))
- Jeg søger hjælp udenfor familien og venindekredsen – alternative behandlere i form af FTF, coach, kropsmassage med samtale. alt afhængig af hvad det handler om.
Hanne Alling Riisager har en international virksomhed RessourceDetektiven der beskæftiger sig med kommunikation og bedre forståelse for og mellem mennesker.
Hun tilbyder kurser, coaching, supervision og foredrag.
Derudover er hun forfatter, bl.a. til bogen: “Fra fejlfinder til ressourcedetektiv”.
____________________
____________________
Erik B Jørgensen
Her er tre gode råd til at komme videre i livet, hvis du har det svært eller har mistet overblikket.
Min tre råd hænger sammen på den måde, at de hjælper hinanden.
Erik B. Jørgensen er fuldtidseventyr, forfatter, foredragsholder og guide.Erik har lavet en lang række ekspeditioner, med fokus på at være i naturen opleve dyrelivet og årstidernes gang, ud fra hans motto “Eventyret starter i din baghave”. Erik har en bagrund i Slædepatruljen Sirius og Jægerkorpset.Erik holder foredrag om hans ekspeditioner og om motivation/samarbejde, ud fra hans mange erfaringer. Han har udgivet en række bøger om hans ekspeditioner, og han driver bloggen “Kom ud”, hvor han laver anmeldelser, dagbøger LIVE undervejs på ekspeditioner, online foredrag, online motivations kursus “Fra drøm til virkelighed” og giver masser af råd og fif.
____________________
Anne Goncalves
Tag en pause. Gå fra gøren til væren.
Vi lever i en verden, hvor vi er vant til altid at skulle gøre noget. For mange er det ikke naturligt, for nogle måske endda lidt flovt, fordi det føles ‘dovent’, hvis man bare giver sig hen til væren. Trækker stikket, går lange ture, sover lidt ekstra, tillader sig selv at sidde i ro og ikke rigtig gøre noget. Fordi vi tror, at vi altid skal gøre noget, altid skal handle for at komme videre. Men hvis vi altid har travlt med at gøre den ene ting efter den anden og aldrig stopper op og mærker efter, så kan vi nemt miste kontakten til os selv. Og måske endda flygte fra det, som er essentielt at kigge på, for at komme videre. Så stop op, tag en pause, tag tid til dig selv.
1) Træk stikket
Jeg trækker stikket – dvs. jeg skærer ned for aftaler, holder mig fra sociale medier, såsom Facebook, som bare stresser mig og distraherer. Jeg holder en fridag eller to og tillader mig selv at være med de følelser, der dukker op. Jeg prøver ikke at flygte fra det. Så løser tingene sig som regel, og jeg kommer hurtigere ovenpå igen.
2) Vær med følelsen
Denne øvelse illustrerer meget fint, hvad der sker, når vi tillader, istedet for at blokere:
Luk dine øjne og mærk en følelse, du ikke vil have ind. Fx en følelse du kan huske fra en bestemt situation, der ikke føltes godt. Forestil dig så, at du forsøger at skubbe følelsen væk fra dig med al din magt, du skubber og skubber, du nægter, at lukke den ind. Hvordan mærkes det i din krop?
Forestil dig så, at du tillader følelsen at være der. Du kan endda sige til den ‘det er ok, at du dukker op, du er også en del af mit liv’. Sid med følelsen et øjeblik. Hvordan mærkes det i din krop?
Mit gæt er, at det er nemmere, at være med følelsen, istedet for at skubbe den væk. Når vi prøver at skubbe noget væk, stivner kroppen og det føles hårdt og knoklende. At være i stand til at lukke alle følelser ind, både positive og negative, er i sidste ende lettere. At give plads en kort stund gør, at de negative følelser i virkeligheden får mindre plads.
3) Kom ned i kroppen
Al vores væren skal ikke foregå oppe i hovedet, så kom ned og mærk din krop. Tag nogle dybe rolige vejrtrækninger, lav fx yoga, eller dans, så du kan mærke din krop.
Anne Goncalves er yoga & mindfulnesslærer. Hun holder workshops og yoga retreats i Danmark og udlandet og har specialiseret sig i yoga mod stress. Hun blogger om yoga, mindfulness og stresshåndtering og på hendes hjemmeside finder du også guidede meditationer og online forløb. http://annegoncalves.com
____________________
____________________
Uffe Elbæk
Hvad er det, at livet vil lære mig, siden jeg får denne udfordring?
Når jeg møder en seriøs faglig udfordring i mit liv, en personlig følelsesmæssig krise eller fysisk sygdom, prøver jeg at vende min energi 180 grader, ved at spørge mig selv følgende spørgsmål: “Hvad er det, at livet vil lære mig, siden jeg får denne udfordring?”
“Ja, hvorfor har livet kastet mig ind i dette mentale eller fysiske træningsrum, hvor jeg bliver testet på denne måde?”
De to spørgsmål har igen og igen fået mig på ret kurs og ud af den negative energi, der ofte er forbundet med at blive konfronteret med svære udfordringer. Uanset om de er arbejdsmæssige, følelsesmæssige eller fysiske.
Og igen: Ingen går igennem livet uden at få knubs og skrammer. På den måde er livet en kontaktsport. Det kan du lige så godt acceptere med det samme. Men i stedet for at slå os på livet, skal vi øve os i at danse med livet. Ja, blive ven med vores egen skæbne og livssituation.
Det er ikke altid let. Overhovedet ikke. Men se om mine to spørgsmål ikke åbner op for nye perspektiver.
Derudover hjælper det altid på mit humør og selvværd, at jeg får sovet nok, spist sundt og ikke mindst: får brugt min krop fysisk. Hver dag – vel at mærke.
Så se og få de syv-otte timers søvn, spis masser af grønt og drop bilen og tag cyklen hvis muligt.
Det var mine få meget kontante råd fra mig til dig. Håber de giver mening for dig. Selv har jeg haft masser ud af at følge dem.
Uffe Elbæk er politisk leder af Alternativet. www.alternativet.dk
Fra årene i Århus er han bl.a. kendt som initiativtager til Frontløberne, kulturudvekslingsprojektet Next Stop Sovjet og ikke mindst Kaospilot-uddannelsen, som han var leder for gennem 15 år. I København har han været direktør for World Outgames og for konsulentfirmaet Change the Game.
Uffe har været medlem af byrådet i Århus, siddet i folketinget og en overgang været kulturminister for Det radikale Venstre. I 2013 forlod han Det radikale Venstre og stiftede kort efter partiet Alternativet, som blev valgt ind i Folketinget i 2015 med 9 mandater.
____________________
____________________
Heidi Agerkvist
Heidi Agerkvist er familiepsykolog og parterapeut med base i Århus. Hun har bygget et stort online univers op på heidiagerkvist.dk, hvor hun i sin karakteristiske ligetil og meget konkrete stil formidler solid psykologisk viden og blogger om familielivet, forældreskabet og parforholdet. På siden kan du tilmelde dig hendes gratis nyhedsbrev og løbende få tips og tricks til hverdagen i børnefamilien.
____________________
____________________
Jan Redsted
- Tillad krisen. Flygt ikke fra den. Se den som en chance til nødvendig forandring og prioriter plads og ro til at være med det som føles fremfor at reagere, gøre og handle.
- Spørg kroppen (ikke sindet) og gør hvad den har brug for… søvn, motion, massage, dans, stræk, natur, frisk luft, go mad, berøring… og… gi´flere krammere!
- Få hjælp. Indse at du ikke kan alene… Invester penge og/eller tid og opsøg dem, du tror på.
Når alle mine problemer er løst, finder jeg fred, siger egoet.
Når du finder fred, falder alt andet, helt af sig selv, på plads, siger sjælen.
Et terapeutisk paradoks jeg mange gange i mit liv har måttet sande. Når jeg fuldstændigt er optaget af noget som fx. at se på en overvældende smuk solopgang, male et maleri, danse dybt og totalt, få øje på et spædbarns øjne… alt sammen på en måde, hvor jeg pludselig er koncentreret om noget… og alt andet er glemt. I sådanne øjeblikke forsvinder problemer, tanker og dermed ideen om noget skal gøres og løses. Forstå at livet faktisk kan opleves helt anderledes fra det ene øjeblik til det næste. Opsøg engagement, frivilligt arbejde eller kreativt udtryk.
Når kravet om at lave om på sig selv forsvinder, bliver transformation mulig.
Når jeg holder op med at være optaget af at lave om på mig selv, reparere, helbrede, heale, terapere, men i stedet, bare for en stund dropper ideen, opstår ofte en spontan ro. Prøv bare selv for en kort stund at droppe ideen om problemer der skal løses… Du skal nok få disse tanker tilbage om lidt, men prøv bare lige at se, hvad der sker, når de evigt kværulerende tanker om at noget må gøres ikke længere får magt. Prøv det lige nu… 1 minut, 2 minutter 3….?
Hvordan er det?
Altså indtil sindet igen siger: Jamen… og forlanger at du igen tænker på problemer udfra den ide, at tænkning kan løse det?
Øv dig i at gøre noget opbyggende
Prøv at erstatte problem-tankerne med lidt tid til at finde det, der opbygger og gør godt. Skriv det ned og revider listen jævnligt
Måske små ting som at gå en tur i skoven, svømme, besøge en god ven, invitere i biografen, bage en kage til en du holder af og levere den, eller hvad som helst du kunne ha´glæde af, som opbygger.
Når smerten er for overvældende
Jeg ved det… i situationen, i smerten, i angsten, i sorgen, i vreden, i den dybe depression, ser vi det ikke sådan.
Vi føler os overvældede af voldsomme følelser eller helt afmægtige og på afgrundens rand.
Følelser vil noget, forlanger noget. Følelser er bevægelse i kroppen, og hvis vi bevæger dem, ændrer det sig.
Hvis de ikke bevæges, ændrer det sig ikke. Jeg har altid brugt kroppen som første og vigtigste terapi og meditation.
Kroppen lyver aldrig, og hvis vi gir den lov, vil den bevæge sig, når den føler. At kunne udtrykke følelser, er det som kendetegner levende mennesker.
Føl og udtryk det!
Nogen vil påstå, at depression ikke er en følelse, men derimod mangel på evnen til at føle. Depression er det modsatte af ekspression.
Ryst kroppen godt igennem i 10 minutter, hvis angst paralyserer eller overvælder.
Råb og ras, hvis vrede tar magten. (Selv har jeg brugt motorvejen som et ideelt sted at råbe og skrige… ingen kan høre dig, men alligevel oplever de fleste af os en indre stemme, som forbyder sådanne udbrud… konfronter den og få det ud!
Sorg kræver, at vi græder, helst hulker, hvilket er nærmest umuligt for de fleste civiliserede danskere, men måske kunne vi prøve at tillade smerten fuldt ud, frem for at dulme den med stimulanser eller aktivitet.
Det man bevæger flytter sig… og det, man ikke bevæger, flytter sig ikke.
Lidelse, smerte, angst, sygdom og kriser tvinger os ofte tættere på noget oprindeligt, autentisk og ægte. Vi bliver tvunget til at ændre adfærd. Ofte tvinges vi til at forholde os til det, som er godt og afstå fra det, som nedbryder. Selvom det sjældent er nemt i situationen, kan det være en stor hjælp at se krise som en hjælp til en nødvendig forandring. De mennesker, jeg elsker og respekterer mest, har alle uden undtagelse haft voldsomt svære kriser i livet. Kriser der har skabt dybde, som intet andet kan. Kriser gør os dybere, blødere, mere forstående, ydmyge og åbne. Så forestil dig, at disse 3 råd faktisk er det, der skal til?
- Tillad krisen. Flygt ikke fra den. Se den som en chance til nødvendig forandring og prioriter plads og ro til at være med det fremfor at reagere, gøre og handle.
- Spørg kroppen (ikke sindet) og gør, hvad den har brug for… søvn, motion, massage, dans, stræk, natur, frisk luft, go mad, berøring, gi´flere krammere!
- Få hjælp. Indse at du ikke kan alene… Invester penge og/eller tid og opsøg dem, du tror på.
Jan Redsted er 5Rhythms® Teacher (5RTA)
Han har gennemført 5Rhythms Teacher Training i USA i 2004 – 2005 og har siden som hovedbeskæftigelse undervist i ind- og udland i de 5rytmer. Han er desuden arrangør af Internationale 5Rhythms® workshops på Heartbeat, Cycles og Mirrors niveau.
Ud over ugentlige åbne aftner og dybere workshops har Jan de seneste år, bla sammen med sin hustru gennem 26 år Annette Uhlemann, undervist sygehus-personale, og deltaget i flere forskningsprojekter med de 5Rytmer i rehabilitering, i cancerbehandling og i Kræftrådgivningen, bl.a. i samarbejde med Enhed for sundhedstjeneste Forskning, Kræftens Bekæmpelse, Vejle- og Skejby sygehus.
Mere information: www.5rytmer.dk
____________________
____________________
Flora Skouboe Eriksen
Når livet gør ondt, er det der er rigtigt vigtigt, ikke kun for mig, men for os alle, at huske at mærke hele os.
Før jeg blev ramt af stress for 10 år siden, var det meste af min aktivitet kun i hovedet. Efter jeg nu har levet mindfuldt i over 10 år, er det blevet mere og mere tydeligt for mig, hvor meget min krop fortæller mig hele tiden om, hvordan jeg har det.
Og omkring de det at miste, er mine bedste råd at huske at være med tabet. Også selv om der er gået lang tid. Vi må godt sørge vi må godt være kede af det. Vi skal bare opdage at det forandre sig over tid. Men sorgen er en vigtig del, at være med dem eller det vi mistede.
Flora Skouboe Eriksen er leder og hovedunderviser på mindfulness-akademiet.dk, som står for de to Mindfulness-instruktør-uddannelser: Mindfulness Practitioner og Advanced Practitioner. Og hun er kvinden bag Facebooksiden “At leve Mindfuldt “.Flora holder foredrag og afholder workshops, pædagogiske dage og mindfulnessforløb. Hun er fast tilknyttet ledercoach i sin kommune, og samarbejder fast med COK (Center for Offentlig kompetenceudvikling).
____________________
____________________
Lars Skjoldby
For mig kommer det meget an på, hvad det er, som gør ondt. Jeg har oplevet, at der er mange ting og situationer, jeg selv kan gøre noget ved, og så er der få ting, jeg ikke kan gøre noget ved.
Det første, jeg forsøger, er altid at finde ud af, hvad kan jeg selv gøre. Det kan være utroligt svært, når man står lige midt i orkanen. For mig virker det at trække mig og være alene. Lukke alt og alle ude, så jeg har helt ro på at fokusere på dét – og kun dét – som gør ondt lige nu.
Dernæst forsøger jeg at visualisere, hvordan det er, og hvordan det føles, når alt er godt, og der ikke er problemer.
Når jeg har fokuseret på de to modpoler, så begynder jeg helt automatisk at tænke i løsninger. Det er ikke altid, at løsningen kommer lige med det samme. På ingen måde. Det kan sagtens tage dage, uger eller måneder. Og her er mit visualiserede billede af ”de gode tider” vigtigt. Det hjælper mig med at holde modet oppe.
I processen forsøger jeg også ikke at love for meget. Og jeg forsøger også at sige fra over for aftaler og tjenester, som ikke er vigtige for mig. Det er svært, men vigtigt for mig, for at bevare eller opbygge et overskud igen.
Lars Skjoldby er 40 år, gift og har 2 børn. Han driver sit eget eget konsulent bureau med 5 ansatte: http://www.lars-skjoldby.dk. Fritiden bruges på familien og på løb.
____________________
____________________
Jeg vil gerne sig en meget stor tak til alle 10 bidragsydere!
Tak, fordi I sagde ja til at være med, og tak for al den tid og det grundige arbejde, I har lagt i at give jeres bedste erfaringer og råd videre.
Jeg håber og tror, at mange vil få stor glæde af dem.
Og tak til dig, der læste med.
Jeg håber, du har nydt at læse de mange gode tanker og bud på, hvordan du kan komme godt videre, når livet er svært, og når livet gør ondt.
For som du sikkert allerede har opdaget, er der masser af guld at hente i rådene her.
Og jeg ønsker for dig, der læser dem, at du finder og udvælger lige netop de råd, der kan hjælpe dig bedst, når du står i en svær situation, når livet gør ondt, f.eks når du er presset og stresset, når energien er lav, eller du er ramt af modgang, tab eller andre kriser.
Har du også brug for min hjælp til at genfinde indre ro og balance og få åbnet for livsglæden igen?
Jeg vil hjertens gerne hjælpe dig,
Kærligst
Lise
Ring til mig på tlf. 2635 6332 eller send mig en mail på mail@liviudvikling.dk
Få en tid hurtigt, og få hjælp med familie- og parterapi eller psykoterapi , enten her hos mig, eller som som Online terapi over nettet eller telefonen
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få tips til mere Harmoni, Livsglæde og Energi
Hvis du har lyst, kan du læse mere om, hvordan du kan få hjælp, når livet er svært,og når livet gør ondt
Vi er alle forskellige, så hvad er dine egne bedste erfaringer og råd?
Hvad virker bedst for dig og hvordan tager du dig godt af dig selv, for at komme godt videre, når du har det svært, og når livet gør ondt?
Jeg håber, at du også har lyst til at hjælpe, og dele ud af dine bedste råd og erfaringer.
Det kan du gøre lige herunder i kommentarfeltet, det vil glæde mig til at høre fra dig!
Thomas Rosenstand
Tusind tak for at jeg måtte være med i det gode selskab!
Lise Jensen
Du er meget velkommen, jeg er meget glad for at du vil være med!
Maj Wismann
Ja, jeg vil virkelig også gerne takke, fordi du tænkte på mig Lise. Det er virkelig blevet en super god guide. Så mange gode råd samlet på et sted. Jeg er sikker på, at der er masser af mennesker, der får stor glæde af den.
Kh,
Maj Wismann
Camilla
Tak for dig
Thomas Løfqvist
Kære Lise.
Tak for den gode læsning. Dog havde jeg håbet på en mere nuanceret forståelse af, hvordan man løser kriser i sit liv.
selv om anerkendelse og positiv tænkning virker for nogle, så havde det pyntet på “artiklen” hvis mennesker som Brinkmann havde været med.
Jeg vil i den forbindelse gerne anbefale “STÅ FAST” af overstående, som giver nogle alternativer til at mærke sig selv.
Lilian Jensen
Glæder mig …
Lars Røssell
Jeg har næsten hele livet søgt efter gode råd til hvordan man tackler livet. Så tak for de mange gode råd her:-)
En fremragende samling af gode råd finder jeg i Dalai Lamas personlige “Fadervor” Eight Verses og ikke mindst i hans kommentarer http://www.lamayeshe.com/article/commentary-eight-verses-thought-transformation
Hanne
Tak for svar håber jeg kan lære min hjerne at samarbejde om det som er godt for mig
Karina petersen
Tak for oplysende og gode råd
Hanne Stenbjerg Nielsen
Tak for visdomsordene❤??Dejligt at I har taget tid og mod til at fortælle om det der sker indeni, når livet er svært.
lise sofie garde
Hej Lise
Undgår at styre mine følelser, men lader dem få lov at fylde og “tale”
Arbejde kreativt og sætter små overskuelige mål
Søger for en god daglig rytme med ro og meditation
Dorthe
Tusind tak – Meget givende.